Hvem er jeg?
Hvorfor er det lige de udfordringer, en psykolog arbejder med, som tiltaler mig? Når jeg møder nye mennesker har jeg altid kun hørt ordentligt efter, når folk fortæller om noget, de brænder for. Og mit fokus har mindst lige så meget været på, hvorfor de finder det interessant, som hvad det egentlig handler om. Man kan ikke sige, at ens problemer er noget, man brænder for, men de er i hvert fald afgørende betydningsfulde for den, der har dem. Når noget er vigtigt på denne måde oplever jeg uden undtagelse, at jeg bliver meget opmærksom.
Det har også noget at gøre med, hvad jeg bliver imponeret af. Jeg oplever det ikke som videre fascinerende, når mennesker, for hvem alting kører, lykkes med noget. Jeg lægger mere mærke til den personlige styrke, der skal til for at erkende, at man har nogle problemer, og det drive, der skal til for at arbejde med dem, selv om det er svært undervejs. Det er mere livsbekræftende. Lidt poetisk kunne man måske sige, at lys bliver klarere på en mørk baggrund.
Privat
Privat er jeg 36 år gammel, gift på 10. år og bor i et lille rækkehus. Vi har to børn: en stor dreng og en lille pige. Jeg har få nære venner, og når jeg er alene læser jeg ofte bøger.