Depression

Denne artikel beskriver indledende depression og de symptomer, som knytter sig til denne meget belastende tilstand. Dernæst kommer jeg ind på udbredelsen af depression, og de forløb, som knytter sig til depression - når tilstanden behandles, og når den ikke behandles. Det meste af artiklen omhandler dog en række forklaringer på depression, som også illustrerer de typer behandling, som knytter sig til depression.

Definition og symptomer

Depression er først og fremmest karakteriseret ved dårligt humør og et sænket stemningsleje, der får alting til at synes gråt. Hertil kommer en oplevelse af at have mistet glæden og interessen for de ting, der tidligere har betydet noget i ens liv. Man føler sig tom og trist. Samtidig føler man sig skamfuld og tynget af skyld, fordi man ikke er nærværende over for sine nærmeste på samme måde som man plejer. Dette leder ofte til en grad af isolation og håbløshed.

Det er typisk, at man ikke føler, at man kan overkomme noget, eller koncentrere sig eller beslutte sig - samtidig med, at man ikke kan finde ro. Dette knyttes ofte til lavt selvværd - og en generel følelse af, at man ikke er god nok. Samtidig præges depressionen af et sortsyn på mulighederne for, at noget nogensinde skal ændre sig til det bedre. Dette resulterer i svære tilfælde i selvmordstanker, hvor man i særlig grad ikke føler, at livet er værd at leve, eller at man selv er værd at elske.

Der er forskellige sværhedsgrader, som knytter sig til depressioner. Man taler i denne forbindelse om let, moderat og svær depression. For at man kan siges at have en depression, må flere af de ovennævnte symptomer præge langt det meste af dagen i mindst fjorten dage. En egentlig afklaring af, om der er tale om en klinisk depression vil kun kunne foretages af en læge eller psykolog.

Udbredelse og forløb

Depression er en hyppig psykisk lidelse i dag i Danmark. På ethvert tidspunkt vil omkring 8% af alle mænd og 15% af alle kvinder have en depression, og i løbet af hele livet vil mindst 20% af alle mennesker opleve forskellige grader af depression. Kun halvdelen af dem, som må anses for at have en depression, modtager relevant behandling. Behandlingen er psykologhjælp, som gerne skal suppleres med medicin i svære tilfælde.

Hvis man ikke behandler en depression, vil den ofte gå væk af sig selv inden for en periode på et halvt til to år. Hvis man får relevant og kvalificeret hjælp vil de fleste opleve bedring inden for et par uger eller få måneder. Depression kan i vid udstrækning behandles meget effektivt i dag - således at 80% af dem, som kommer i terapi, vil blive helbredt.

Depression kan dog være tilbagevendende. Inden for en tiårsperiode vil 75% få endnu en depression, og inden for tyve år stiger frekvensen til 90%. Jo flere depressioner man har haft, jo større er risikoen for, at depression udvikler sig til en kronisk tilstand - og jo større er risikoen for, at behandling ikke vil have nogen effekt.

Det er vigtigt at få behandling for depression: både fordi tilstanden er nærmest utålelig mens den står på - men også for at sikre, at depressionen ikke bliver kronisk. Tilstanden kan blive kronisk, fordi depressionen i sig selv indeholder en selvforstærkende mekanisme, hvor flere forudgående depressioner forstærker sygdommen. Den vigtigste årsag til udviklingen af kronisk depression er, at behandlingen begynder for sent. Det er derfor vigtigt at søge behandling så hurtigt som muligt.

Det er desuden vigtigt, at man efter bedring fortsætter nogen tid i terapi for at sikre forebyggelse af mulige fremtidige depressioner. Med den rigtige forebyggelse kan man tage kommende depressioner i opløbet - og ikke igen komme til at opleve samme grad af tristhed, modløshed og manglende interesse i livet.

Forklaringer på depression

Depression er et komplekst biopsykosocialt fænomen, som ikke kan forklares ud fra enkelte begreber alene. Jeg vil dog ikke forsøge mig med en udtømmende forklaring, men holde mig til det, jeg har forstand på: nemlig de mulige psykologiske årsagssammenhænge. Jeg fremdrager i det følgende forklaringer ud fra interpersonel psykoanalyse og kognitiv adfærdsterapi.

Interpersonel psykoanalyse

Interpersonel psykoanalyse forstår overordnet depression som resultatet af interpersonel isolation og tab af tilknytning til bestemte betydningsfulde andre. Dette er ofte resultatet af en ond cirkel, som både eksisterer forud for depressionen, og samtidig forværres af depressionen. En ond cirkel kunne illustreres således:

En mand har en nær tilknytning til en kvinde. Manden er dog usikker på, om han er god nok, hvilket har den effekt, at han censurerer sin adfærd sammen med kvinden. Eksempelvis bliver det ikke tydeligt, når kvinden nogle gange kommer til at såre ham, og han viser hende heller ikke, hvis han er sur over noget, hun har gjort. Dette er på den ene side meget smart, fordi manden så føler sig mere sikker på, at kvinden kan lide ham, da han nu optræder, som han tror det er meningen. Problemet er bare, at han ikke i radikal forstand kan gemme at være såret eller sur. Disse følelser kommer i stedet ud indirekte: såretheden resulterer i, at manden ikke føler sig tryg ved at komme alt for tæt på kvinden, og hans vrede betyder, at han nogle gange er mere modvillig i deres forhold, end han ellers kunne være.

Kvinden er ikke dum og kan godt mærke, at der er noget galt. I stedet for bedre at kunne lide manden, når han nu holder igen, føler hun sig også usikker på deres fremtid sammen. Hun føler sig ikke helt tæt på manden, der gemmer på noget, og hun føler heller ikke, at hun helt får den omsorg og det nærvær, som hun efterspørger, fordi manden ikke er sig selv. Denne situation kunne føre til, at manden og kvinden bliver fremmede over for hinanden, og at deres tilknytning forringes.

Dette gør manden deprimeret, både fordi han er alene med sine kede følelser, og fordi han er nervøs for at miste sin kæreste. Disse følelser er han også er nervøs for at tale med sin kæreste om, hvilket fører til mindre intimitet og fremdeles større fremmedgørelse. Denne onde cirkel, som både kan ses som årsagen til depressionen, og samtidig også kan ses som et resultat af depressionen, kan med fordel ændres. Det er vigtigt at lægge mærke til, at den onde cirkel ikke er nogens skyld, men at den styres af de forventninger, som vi alle har til forhold, som hænger nøje sammen med det selvværd, som vi oplever knyttet til os selv.

Et ud af flere foki i interpersonel terapi er utilstrækkelige sociale færdigheder. Utilstrækkelige interpersonelle færdigheder bliver centrale der, hvor den deprimerede synes at have problemer med at indlede og vedligeholde interpersonelle forhold som resultat af, at vedkommendes sociale færdigheder er utilstrækkelige. Dette kan være tilfældet af mange grunde, men oftest har det at gøre med, at personen ikke har haft gode muligheder for at øve sig, eller at personen følger et dårligt eksempel fra et andet menneske.

Hvis man ikke har haft mulighed for at øve sig, så kan det skyldes, at der ikke har været nogen gode rollemodeller at efterligne - hvilket vil være tilfældet, hvis ens forældre har de samme sociale vanskeligheder. Det kan også skyldes, at andre ikke har tilladt en at øve sig - eksempelvis kan man have haft en dominerende mor, som ikke har givet plads til, at den deprimerede i en tidlig alder fik øvet sig i at være bestemmende over for andre, da det ganske enkelt ikke blev accepteret.

Ens sociale færdigheder kan også være utilstrækkelige til at håndtere de udfordringer, man møder socialt, hvis man følger et dårligt eksempel. Hermed menes, at man eksempelvis kan have en uovervejet ide om, at ens fars dominerende opførsel over for ens mor er den eneste måde at behandle kvinder på, hvis man ikke selv vil underkues.

Den terapi, som knytter sig til utilstrækkelige sociale færdigheder, omfatter således identificering af, hvad man har lært - hvor man har lært det - og en genovervejelse af, om man kunne tænke sig at lære noget andet. Når man kommer hertil, så udgør terapien et udmærket sted at starte, da mange af de uheldige konsekvenser, som spæde forsøg kan have ude i den store verden, ikke vil indtræffe i terapien, der på mange måder kan opfattes som et trygt øvelokale uden fatale konsekvenser. Desuden kan psykologen bidrage med sin opfattelse af, hvad der kunne udgøre tilstrækkelige sociale færdigheder.

Kognitiv adfærdsterapi

Den centrale ide i kognitiv adfærdsterapi er, at begivenheder, som fortolkes negativt, kan aktivere en række opfattelser af sig selv, andre og verden/fremtiden, som naturligt fører til, at man bliver deprimeret. Dette kunne eksemplificeres ved en kvinde, der gives en irettesættelse på sit arbejde, som indebærer, at hun ikke kommer med på et bestemt projekt. Efterfølgende tænker kvinden således: "Jeg er et dårligt menneske. Jeg kan aldrig gøre noget rigtigt. Jeg er ikke god nok" (om sig selv), "Jeg kan ikke stole på andre. Ingen kan lide mig. De er kun ude på at skade mig" (om andre) og "Verden er ond - og det kan aldrig ændres" (om verden/fremtiden). Disse tanker fører naturligt til et deprimeret humør.

Desuden fører disse tanker også til en adfærd, der ikke hjælper kvinden til at komme videre: hun bliver passiv og opgivende. Dette kan udvikle sig til en ond cirkel - hvor hendes passive og opgivende adfærd fører til, at hendes fortolkning synes at være korrekt. Dette skyldes, at man ikke kan bestride sit arbejde med samme energi og kvalitet, hvis man er passiv og opgivende. Man tenderer derfor til at gøre sit arbejde dårligere, hvilket betyder, at andre måske ikke inkluderer en i spændende projekter, og at verden faktisk ser ud til at ikke at være noget specielt rart sted at være.

Kognitiv adfærdsterapi fokuserer, som navnet antyder, på at ændre de negative tanker og den maladaptive adfærd. Logikken i denne prioritering er, at hvis man ændrer tanker og adfærd, så ændrer man af omveje også det deprimerede humør - fordi tanker, følelser og adfærd uløseligt hænger sammen.

Logikken i den del af kognitiv terapi som fokuserer på tænkningen er, at de negative tanker ikke repræsenterer en objektiv sandhed, men i stedet tydeliggør, at personen lægger et bestemt negativt slør over sin fortolkning af verden. Dette indebærer for det første, at deprimerede stort set kun lægger mærke til de dårlige ting der sker, og for det andet, at disse begivenheder fortolkes på en negativ måde, hvor en positiv fortolkning måske er lige så nærliggende.

Den terapi, som knytter sig til tænkningen, omfatter både registrering og omstrukturering af tankerne. De negative tanker, som blev eksemplificeret ovenfor, er ofte automatiske - hvilket betyder, at de kan ligge på randen af bevidstheden og således ikke nødvendigvis er noget, vi er opmærksomme på. Tankerne påvirker dog humøret alligevel. Derfor er det vigtigt først at fange tankerne. Dette kan gøres gennem en systematisk registrering, hvor man skriver ned, når man oplever bestemte besværligheder. Ved først at beskrive situationen, som har givet anledning til tankerne, dernæst de automatiske negative tanker, ens følelser og til sidst ens adfærd - så kan man efterhånden tydeligt se den sammenhæng, der eksisterer mellem disse aspekter af ens oplevelse.

Omstruktureringen af tanker sker ved at kigge på tankerne som antagelser, der kan efterprøves for deres rigtighed. Det første skridt er at opregne de beviser, som taler for, at antagelsen er korrekt. Dernæst opregner man de argumenter, der taler imod, at antagelsen skulle være korrekt. Det sidste skridt indebærer at korrigere tankerne: altså finde nogle antagelser, der passer bedre på virkeligheden i lyset af de beviser og argumenter, som man netop har fundet. Med øvelse resulterer dette i, at ens automatiske tænkning bliver mere positiv.

Logikken i den del af adfærdsterapi som fokuserer på adfærden er, at man ikke altid kan tænke sig så godt om, at tingene ændrer sig. Nogle gange er man nødt til at se med sine egne øjne, og opleve det følelsesmæssigt, at tingene hænger anderledes sammen. Dette sikres ved at opstille en række eksperimenter. Eksempelvis kunne kvinden i eksemplet ovenfor teste, om hendes arbejdskollegaer virkelig ikke kan lide hende. Dette kunne efterprøves ved at begynde at spise frokost med dem igen, og lodde stemningen - i stedet for bare at antage, at de andre vil blive ubehageligt til mode over ens selskab. Kvinden kunne også spørge sin kæreste, hvordan han synes om hende. Dette ville nok kunne gøre kvinden nervøs, fordi hun er bange for hans svar, men det kunne også resultere i, at kæresten forsikrer hende om, at han holder uendeligt meget af hende (hvilket på sin vis er også ville være en rimelig satsning, da de nu er kærester).