Sorg

Sorg kan være tre forskellige ting. For det første kan sorg være en 1) naturlig og helende proces efter at have oplevet et tab. For det andet kan sorgen være 2) fraværende i forbindelse med et tab, hvilket har den effekt, at personen aldrig får sørget og såret aldrig heles. For det tredje kan sorgen være 3) ude af proportioner med tabet - enten i graden eller i varigheden af sorg. I sådanne tilfælde aktiverer sorgen et tidligere følelsesmæssigt sår, som overskygger det aktuelle tab. Jeg beskriver først disse tre former for sorg, og vender så tilbage til en introduktion til den type sorgterapi, som kan anvendes i forbindelse med sorg.

Sund sorg

Hvor sorgen er en 1) naturlig proces vil den hjælpe personen til at hele det følelsesmæssige bånd, som er blevet skåret over. Der er mange situationer, der kan føre til sorg. Dette kunne være i forbindelse med et dødsfald, at miste en person i forbindelse med et brud i forhold eller venskaber, og ved at måtte erkende, at man ikke når et eftertragtet mål. Selv om en sådan sorg gør ondt og står i vejen for, at man ubekymret kan leve sit liv, så er denne type sorg sund. Hermed menes, at den er kroppens og psykens naturlige reaktion på et tab - hvor denne naturlige reaktion er sådan indrettet, at den hjælper personen til at komme videre. Processen i at trække sig tilbage fra verden og dvæle ved sit tab hjælper en til at tilpasse sig til og acceptere sin nye situation. Man skal have revideret sit udsyn på livet og på sig selv, og den bedste måde at gøre dette på er ved at tillade sig selv en sund sorg.

Undgåelse af sorg

Hvor sorgen er 2) fraværende er der ofte tale om en undgåelse af sorgen. Hvor naturlig og helende sorg er intens og kortvarig (først ned ad bakke og så op ad bakke), så vil den sorg, som undgås, nærmere være tiltagende og langvarig (nedadgående bakke med støt hældning). Hvis man prøver at undgå sorgen, vil den typisk blive større - indtil man ikke kan undgå den længere. Sorg er en naturlig reaktion, som kun kan undgås med store udgifter. Hvorfor skulle man undgå en sorg? Der er overordnet to svar på dette spørgsmål.

Det første svar går på, at der er en række følelser, som kan være svære at rumme. Der er mange gode grunde til, hvorfor forskellige følelser kan være svære at rumme. Hvis man eksempelvis tidligere har gennemlevet en sorg, som tog meget hårdt på en - så er det naturligt, at man ikke aktivt søger sådanne tunge følelser igen. Det kan også være, at ens sorg og sårbarhed ikke er blevet godt modtaget af andre mennesker i personens opvækst - hvis man eksempelvis har skullet være stærk for at passe på andre, eller hvis man bare ikke har fået tilset sine behov for omsorg i det hele taget. Endelig kunne sorg for nogle være svær at rumme, fordi det synes at være en underdanig position, eksempelvis i forbindelse med at blive forladt af en kæreste. Følelsen af underdanighed er nogle gange svær for de mennesker, som har haft dominerende forældre, der ikke ville tillade personen ligebestemmelse, hvilket naturligt har ført til, at personen gør alt for ikke at lade sig underminere igen i sit voksenliv.

Det andet svar på, hvorfor nogle undgår sorg, har at gøre med tænkningen. Der er mange mennesker, der undgår sorg, som uden helt at vide det tænker "Jeg kan ikke lade mig overvælde af følelser, for så kan jeg ikke kontrollere noget som helst" eller "Hvis jeg tænker over mit tab, så bryder jeg sammen og kommer aldrig oven på igen". Sådanne tanker leder forståeligt frem til, at disse mennesker søger at distrahere sig selv ved at tænke på noget andet. Resultatet er dog, at man ikke får sørget.

Overdreven sorg

Hvor sorgen er 3) ude af proportioner, kan den nok være fremkaldt af et konkret tab, men intensiteten og varigheden af sorgen vil nærmere være bestemt af et tidligere følelsesmæssigt sår, som aldrig er blevet helet. Dette må umiddelbart skyldes, at personen ikke tidligere har tilladt sig selv af sørge. Dette kunne skyldes, at sorgen har været fraværende af de grunde, som er anført under overskriften "Undgåelse af sorg". Det kunne også skyldes, at personen ikke har haft tilstrækkelig social støtte til at lade sig opfylde af de ofte meget tunge følelser, som sorg udgør. Det er meget vigtigt for sorgprocessen, at man har tilstrækkelig social opbakning til at gennemgå den ofte svære proces, som sorgen indebærer.

Sorgterapi

Terapi i forbindelse med sorg kunne have mange udformninger alt efter den pågældende klient og dennes personlige sorg. Min professionelle såvel som personlige erfaring med sorg siger mig dog, at der er en række processer, som man med fordel kan gennemgå, og som jeg kort vil beskrive i det følgende. Der er overordnet to udfordringer, som den sørgende skal igennem på en god måde. For det første skal man acceptere tabet og tillade sig selv at opleve smerten, for derigennem at kunne heles. For det andet skal man tilpasse sig til sin nye livssituation, og på ny investere sin energi - hvad enten det drejer sig om at finde nye mål at kæmpe for, eller finde en ny livspartner.

I forbindelse med den første opgave (at acceptere tabet og opleve smerten) taler man ofte om en række faser eller stadier i forløbet. Først bliver man chokeret over tabet, og vil ofte i forskellige grader benægte, at man har mistet. Dernæst oplever man at miste kontrollen - fordi man ikke kan benægte. Dette giver ofte anledning til vrede. Næste skridt karakteriseres ofte af en slags forhandling, hvor man bønfalder den eller det mistede om at komme tilbage. Dette kunne eksemplificeres ved et dødsfald, hvor den efterladte lover at være anderledes og ofre alt, hvis blot han eller hun får sin ægtefælle tilbage. I den næste fase indtræffer håbløsheden, fordi man erkender, at man ikke kan få den mistede tilbage. Her er følelser som tomhed og depression meget almindelige. Først efter disse stadier ses en egentlig accept af tabet, som muliggør den tilpasning og geninvestering, som karakteriserer den anden udfordring i sorgbearbejdelse. I denne fase vil man ofte sætte ord på, hvad man har mistet, men også hvad man har fået - og sætte ord på, hvad der har været værst, og hvad der har været bedst. Alle disse fem faser er sunde, hvis man blot ikke hænger fast i dem for længe. Det er meget vigtigt at lade følelserne løbe deres naturlige gang. Hvis man sidder fast i en af faserne kan der være god grund til at kontakte en psykolog.

Den anden udfordring handler ofte mere om personen selv end om den mistede. Her bliver det tydeligt, hvor meget af ens identitet og selvfølelse egentlig er afhængig af de konkrete mennesker, man omgås til daglig. Mange vil opleve, at de ikke længere kan forstå meningen med livet, og ikke har en fornemmelse af at have en plads eller en funktion i verden - netop fordi man nu ikke længere deler den historie, som plejer at sætte disse ting på plads, med den anden, som man har mistet. Udfordringer består således i at få en ny historie, som kan bære ens identitet og følelse af tryghed og tilhørsforhold i verden.

Den første indgangsvinkel til dette vil for mange være at give slip på den mistede, men alligevel vedligeholde symbolske bånd til denne person. Dette kunne eksemplificeres ved en efterladt, der stadig fra tid til anden taler med sin afdøde ægtefælle, og holder denne informeret om, hvad der foregår i den efterladtes liv. Det er vigtigt at forstå, at dette ikke betyder, at man er skør, men at det derimod er en meget almindelig måde at vedligeholde symbolske bånd til den mistede på. Man kan sige, at den funktion, som den afdøde havde i forhold til den efterladte, nu er noget, som den efterladte selv kan klare gennem sit fantasiliv, hvor personen vedligeholder den historie om sig selv, som knyttede sig til den afdøde.

Det vil dog være usundt, hvis disse symbolske bånd står i vejen for den anden indgangsvinkel til at skabe sig en ny historie. Det er meget vigtigt, at man efterhånden skaber sig selv en helt ny historie sammen med nogle nye mennesker. Den historie, som vedligeholdes i fantasien, er ret beset en historie om, hvem man har været - og ikke en historie om, hvem man er nu. Hvis man holder sig tilbage fra at skabe sig en ny historie, så kan en psykolog ofte være behjælpelig. Man vil således kigge grundigt på de mere eller mindre bevidste antagelser om, hvorfor man holder sig tilbage. Der er mange mennesker, der ikke mener, de har noget at byde på; som er bange for at blive forladt eller miste igen; for at komme til at vise følelser i offentlighed med ydmygelse til følge; og mange andre antagelser, som er helt forståelige i lyset af et tab. Med en psykologs hjælp kan man dog genfinde troen på sig selv, og modet til at investere energi i ens nærverden igen.